Kategorier
Pokernyheder

WSOP Main Event runner-up tæt på ny SCOOP-triumf

Tjekken Martin Staszko var her til eftermiddag tæt på at udvide cv’et med endnu en SCOOP-titel, men måtte se sig slået på målstregen og tage til takke med en tredjeplads til $126.160.

Martin Staszko fra Tjekkiet var et forholdsvist ubeskrevet blad indtil WSOP Main Event sidste år, hvor det kun var tyskeren Pius Heinz der klarede sig bedre.

En imponerende indsats af tjekken der gav ham en solid gevinst på $5,4 millioner.

Siden WSOP har det været småt med resultater fra Staszko, der i mellemtiden også er kommet i stald hos selveste PokerStars.

I eftermiddags viste den 36-årige tjekke at han også kan nogle tricks ved onlinefilten, da det blev til en tredjeplads i event 8-H, en $1.050 No Limit Hold’Em-turnering over to dage med 1.328 spillere til start.

Staszko lå ellers i den helt tunge ende af feltet med 13 personer igen, men tålmodighed og et par heldige double-ups sendte ham på finalebordet, hvor eventyret dog sluttede med en bronzemedalje.

Team PokerStars-proen fik $126.160 for præstationen, hvilket er hans største online resultat til dato. Tjekken har dog allerede en SCOOP-titel på samvittigheden, den kom sidste år i en $109 rebuy, som gav Tjekken $91.540.

Turneringen og de $229,212 blev vundet af englænderen ‘Pollopopeye’, der slog ‘Caecilius’ fra Canada, der ellers havde ført finalebordet suverænt helt til slut.

Det var i samme turnering de to danske proer Morten ‘-MortenVM-‘ Varbæk Mortensen og Rasmus ‘mrvogt’ Vogt blev bedste danskere på en 118. og en 50. plads.

Begge danskere lå ellers lunt i feltet efter første spilledag, men på dag 2 af den store event måtte begge give fortabt inden det blev rigtigt sjovt.