Kategorier
Las Vegas Pokernyheder

WSOP 2010 – Albert Iversen: 50/50 om jeg spiller Main Event

Efter lange ophold i pokerhovedstaden under både WSOP 2008 og 2009 har Albert Iversen i år fravalgt at deltage i de mange indledende events frem mod WSOP Main Event.

Og det er endnu ikke afgjort, om årets største turnering får deltagelse af den London-bosatte cashgame-specialist.

– Jeg har ikke endeligt besluttet mig. Det kommer an på, hvordan tingene her i London udvikler sig, og hvad jeg lige føler for, siger Albert Iversen til Pokernyhederne.

Det er hverken manglende pokerlyst eller Las Vegas-mæthed, der er årsag til at kufferten endnu ikke er pakket og kursen sat mod Nevadas ørken.

– Ærligt talt synes jeg, det er meget mere spændende at spille live cash games end turneringer, og så er det også mere profitabelt for mig, forklarer Albert Iversen.

Der skulle dog også være godt gang i cash-spillene i Las Vegas, som blandt andre Jesper ‘Kipster’ Hougaard har fortalt det til Pokernyhederne.

Læs også: Kipster møder gavmilde folk i cashgames

Men der er stor forskel på de spil, man finder på hver sin side af Atlanten.

– Selvom der sikkert kører mange cash games i Vegas nu, så er alverdens topproer jo også samlet der på samme tid, påpeger Albert Iversen.

Så du har måske Londons fisk for dig selv?

– Præcis, slutter Albert Iversen med et glimt i øjet.

Albert Iversen er en af de få danskere, der kan skrive et WSOP-finalebord på resultatlisten. I 2008 blev det til en 3. plads og $267.314 i en $1.000 No Limit Hold’Em-turnering.