Kategorier
Poker events Pokernyheder

Younas Rønhoff scorer 100.000 kr for finalebord på Danske Spil

Den tidligere WPT København-vinder, tog sig i går en yderst velbetalt 5.plads på Danske Spil.

Nu hvor Den Store Bagedyst er afgjort, så kan de danske turneringshajer tilsyneladende endelig afse tid til at spille en fornuftig omgang poker om onsdagen.

Younas Rønhoff loggede i hvert fald ind på Danske Spils pokerklient i går, og det skulle han ikke komme til at fortryde. Den skrappe tour-specialist tog den nemlig hele vejen til finalebordet i Heavyweight: The Title Fight, hvor hele 1.285 spillere havde smidt buy in’et på $215.

Den tidligere WPT København vinder holdt ud frem til en særdeles velbetalt 5.plads, som gav intet mindre end $14.850 – det svarer til lidt over 100.000 kr.

Younas Rønhoff var dog ikke den eneste til at holde Dannebro højt hævet i går. Den aarhusianske turneringshaj, ‘X_Zola25‘, strøg således helt til tops i The Big $125 på PokerStars, hvilket skæppede godt i kassen, da førstepladsen stod i $11.796.

 

Sejr blev det også til for Tonny ‘benzen’ Jensen, som i The Hot $7.5 overvandt et imponerende felt på 3426 spillere. ‘benzen’ fik $3,356 ud af anstrengelserne.

Kategorier
Poker events Pokernyheder

Pat Lyons slog bedstefar med slag i

Alles øjne var rettet mod William Vo på nattens finalebord i WPT Legends of Poker, men det lykkedes ikke den 77-årige at tage sejren ned. Den gik i stedet til Pat Lyons.

Der var mulig historieskriving på programmet i nattens finalebord ved WPT Legends of Poker på Bicycle Casino i Los Angeles.

 

77-årige William Vo kunne blive den ældste WPT-vinder nogensinde, men det lykkedes desværre ikke for amerikaneren med de vietnamesiske rødder. William Vo blev ekspederet ud på en femteplads, efter han forsøgte sig med et fejlslagent herocall med blot es høj.

 

I stedet gik titlen til Pat ‘World Famous’ Lyons, som i den afgørende heads up mod Ben Zamani tog sejren ned, da hans es-otte hold hjem mod Zamanis es-to. Han fik $615,346 for sejren og et buy in til WPT Tournament of Champions.

 

Ben Zamani på den anden side må nu konstatere, at han tre gange har været heads up i en WPT-turneringen, men endnu har til gode at smage sejrens sødme. Nummer tre blev den dobbelte braceletvinder Upeshka De Silva.


Resultat

1: Pat Lyons – $615,346
2: Ben Zamani – $341,412
3: Upeshka De Silva – $198,720
4: Todd Peterson – $149,715
5: William Vo – $113,105
6: Rafael Oliveira – $85,760

Kategorier
Poker events Pokernyheder

Dansk avancement i WPT-opvarmning

Rozvadov lægger kasino til World Poker Tour i den kommende tid, og i går lykkedes det en dansker at spille sig videre fra den første event i turneringsserien.

Rozvadov er et populært udflugtsmål for danske pokerspillere, så det kom ikke som nogen overraskelse, at der var rød/hvide spillere med i puljen, da WPT Starter Main Event lagde fra land i den tjekkiske grænseby i går.

Hvor mange af de 82 spillere (inklusiv 16 re-entries), der var udstyret med rødbedefarvet pas, skal være usagt, men sikkert og vist er det, at Michael Hansen, som gik videre på en fornem femteplads, er pæredansk.

Som navnet angiver, så er der tale om en opvarmningsturnering forud for WPT National Main Event, som er programlagt til næste fredag. På trods af et beskedent buy in på €180 + €20, så har opvarmingsturneringen €100.000 i den garanterede præmiepulje, og de penge ligger Michael Hansen altså godt til at få en del af.

Med en stack på 235.500 chips, har Michael Hansen lige omkring 58 big blinds at gøre godt med. Dag 1B spilles i dag.

Top 5
1. Mambamenni 350000
2. Jannik K. 286500
3. Balboa 283500
4. Tobias Eckl 256500
5. Michael Hansen 235500

Kategorier
Poker events Pokernyheder

Eugene Katchalov og PokerStars går hver til sit

Ukrainske Eugene Katchalov fortæller på Twitter, at hans og PokerStars veje nu skilles.

Det er tilsyneladende ikke kun i fodboldens verden, at vi nu går ind i et transfervindue. Også hos PokerStars er der udskiftning i stalden af sponserede spillere.

 

Den ukrainske WPT-vinder Eugene Katchalov offentliggjorde således tidligere i dag på Twitter, at han og PokerStars går hver til sit.

 

– Det har været en ære og fornøjelse, lige siden, jeg var så heldig at få mulighed for at repræsentere Ukraine som en del af Team PokerStars tilbage i 2011. Poker er vokset helt ekstremt i Ukraine i den mellemliggende periode, og jeg er stolt af at have været medvirkende til dette på en eller anden måde. Nogle af mine bedste minder knytter sig til mit tætte samarbejde med det lokale PokerStars Team, indleder Katchalov på det sociale medie.

 

Turnerings- og 8 Game-hajen fortæller videre, at han stadig ikke er mæt af poker, og fortsat kommer til at rejse verden rundt i forbindelse med turneringer og stadig vil gøre alt i sin magt for at få poker fuldt ud legaliseret i Ukraine.

 

– Jeg vil også tage et kig på de muligheder, som ligger foran mig i øjeblikket. Jeg vil gerne prøve de evner af som jeg har tilegnet mig i poker i forbindelse med noget iværksætteri, og på den måde se om jeg kan fremme pokeren på anden vis.

 

Afslutningsvis takker Eugene Katchalov både PokerStars og de mange fans, som har støttet ham igennem årene.

 

– Det betyder mere for mig, end I tror. Jeg håber, at I vil fortsætte med at heppe på mig fremover!