Kategorier
Pokernyheder

Staking reddede Matusows WSOP

Det blev ikke nogen mindeværdig opfølgning på sidste års super-WSOP for ‘The Mouth’, men til gengæld gik et par af amerikanerens ‘heste’ til tops, så det alligevel sluttede med en sund profit.

Et enkelt cash til $7.411 over 14-15 turneringer, er nok hvad de færreste vil kalde et succesfuldt WSOP, og Mike ‘The Mouth’ Matusow er ingen undtagelse.

Efter sidste år at have vundet et bracelet, ramt yderligere et finalebord og sluttet som nr. 30 i Main Event var forventningerne store, uden at han dog regnede med en gentagelse af 2008.

– Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne få et World Series som sidste år, men sådan som det gik, er mere end bare utroligt. Jeg var ikke super skarp hver eneste dag, men overordnet spillede jeg ‘damn good’, siger den 41-årige amerikaner i den nyeste udgave af hans tv-show ‘The Mouthpiece’.

Men hvor Matusows egne resultater altså ikke var noget at skrive hjem om, var det på et andet felt et fantastisk World Series, lyder det. Et par vellykkede staking-eksperimenter fik nemlig alligevel bundlinien til at vise sorte tal.

– Det er ikke noget jeg normalt gør mig i, men jeg fik alligevel rodet mig ud i det denne gang. De endte så begge to med at ramme topplaceringer, så det gav mig et overskud på $225.000. Og derudover vandt jeg $50.000 i Kina-poker.

Hvem de to ‘heste’ var, melder historien dog ikke noget om.

Du kan se hele episode 70 af ‘The Mouthpiece’ herunder, og blandt andet høre om amerikanerens personlige træningssite DeepStacks, det nye tv-show Face the Ace, og en masse andet.