Kategorier
Las Vegas Poker events Pokernyheder

Skipper-dawn’ inden årets første EPT: – Er kæmpe motiveret

Morten ‘Skipper-dawn’ Lihn fortæller til Pokernyhederne, at han glæder sig helt vildt til at spille live igen efter tre måneders pause fra livefilten.

I denne uge starter EPT-cirkusset på ny, og første stop på sæson 9 er i den spanske storby Barcelona.

En række danskere er klar til start og én af dem der kvalificerede sig i sidste øjeblik er Morten ‘Skipper-dawn’ Lihn, der nappede en €6.500-pakke til Main Eventen på PokerStars i søndags.

Læs mere: ‘Frimærket’ og ‘Skipper-dawn’ vandt EPT-pakker til Barcelona

Pokernyhederne fik en snak med den danske WPT-mester inden det går løs onsdag.

Lihn var glad for at have vundet pakken på PokerStars, men havde allerede planlagt at spille EPT Barcelona. Det bliver første liveoptræden for ‘Skipper-dawn’ siden WPT-sæsonfinalen i Las Vegas tilbage i maj, og Lihn glæder sig til at spille live igen.

– Jeg har ikke spillet hele sommeren, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang igen. Jeg er  motiveret og klar til at lave et godt resultat dernede, siger Lihn til Pokernyhederne.

WPT Wien-mesteren skal i kamp på dag 1A, men da han også har planer om at spille en €2.000-sideevent dagen før, så kan det være han bliver nødt til at udskyde sin start til dag 1B skulle han nå langt i sideeventen.

Mange liveturneringer i år
‘Skipper-dawn’ fortæller, at vi kommer til at se ham i aktion på en række EPT- og WPT-stops i år.

– Jeg har ikke lavet en decideret plan endnu, men jeg skal ud og spille en masse live, og så har jeg jo også en WPT-titel jeg skal forsvare til november.

EPT Barcelona løber fra d. 15.-25. august med Main Eventens start d. 19. august.