Kategorier
Interview Pokernyheder Snyd

PokerStars har ingen kinapoker-planer: Frygter ‘bots’

Ifølge kommunikationschefen hos PokerStars, Lee Jones, har pokergiganten ingen intentioner om at lancere kinapoker. Blandt andet grundet frygten for pokerrobotter.

For kort tid siden dedikerede Barry Greenstein en blog til kinapokeren, da han havde oplevet at blive snydt af en modstander på en kinapoker-app.

Læs også: Er der snyd i Open Face Chinese?

Nu lyder det fra PokerStars, at man ikke har planer om at lancere det enormt populære spil, som mange af de helt store stjerner ynder at praktisere. Det er blandt andet på grund af frygten for de såkaldte ‘bots’, pokerrobotter.

– Jeg vil aldrig sige, at vi ikke kommer til at udbyde et specifikt spil. Jeg er før blevet overrasket. Og vi er selvfølgelig meget opmærksomme på spillets aktuelle popularitet. Men vi arbejder ikke aktivt på det, og jeg forventer heller ikke, at det vil ske i en overskuelig fremtid.

– Personligt er jeg bekymret for, at det vil være et lækkert mål for ‘bots’, forklarer kommunikationschefen hos PokerStars, Lee Jones, i et interview med PocketFives. 

Han anerkender det dog som et interessant spil.

– Der er et helt klart megen dygtighed forbundet med det, men det er ikke indlysende for mig, at alle spillere ved, hvad de gør. Omvendt er jeg sikker på, at jeg heller ikke selv ved, hvad jeg laver, så det er svært at vide, erkender han. 

På live-fronten har PokerStars vist interesse for spillet ved at have det på programmet ved den seneste PCA på Bahamas.