Kategorier
Casino Pokernyheder

PokerStars EPT København 2010 – Velkommen til Dag 2 ved EPT København

De to indledende dage ved PokerStars EPT København er overstået. Massevis af danskere er videre til dag 2, og Pokernyhederne er naturligvis klar til endnu en dag på Casino Copenhagen.

Hele dagen kan du følge vores sprængfyldte Live Blog, hvor vi som altid trykker speederen helt i bund til til slutfløjtet lyder. 

Glæd dig til tonsvis af live-opdateringer, billedgallerier, danske chipcounts og naturligvis en hulens masse Poker TV.

Den syngende ‘overraskelse’
En af de helt store ‘overraskelser’ er naturligvis sangeren Stig Rossen, der i går beviste at han har de ingredienser, der skal til for at få succes ved EPT København. Tålmodighed, råstyrke, disciplin, aggressivitet og naturligvis en god pokerforståelse, kan måske bane vejen for et stort resultat for den tidligere ‘Vi danser rock, danser rul’ sanger. Ham kan du naturligvis følge lige her i Live Bloggen.

Men naturligvis er der også en masse danske pokerproer tilbage i turneringen. Helt i front har vi Peter Eastgate, der endnu engang har bevist hvorfor han tilhører verdenseliten af pokerspillere. Med sig til dag 2 har han 128.300 chips. Lige i hælene på ham har vi Johnny Østbjerg, Christian ‘Tox’ Togsverd, Rasmus Mortensen og Tim Pedersen.

Faktisk er der så mange danskere med helt fremme, at vi her på redaktionen nærmest ikke kan få armene ned. Så stay tuned og glæd dig til Live Bloggen rammer din skærm kl. 14.00 direkte fra ringside på Casino Copenhagen.

Du kan se alle danske chipcounts lige her.