Kategorier
Pokernyheder

Overrasket Theo: Hva fa’en – vi er jo snart i pengene

Theo Jørgensen er så travlt optaget af at spille, at han ikke har ænset, hvor mange spillere, der er røget ud – eller hvor langt, der er til pengene ved WSOP Main Event.

Det siges normalt at være en god ting at være observant ved et pokerbord.

Det skal vi bestemt heller ikke beskylde den danske Team PokerStars-pro Theo Jørgensen for ikke at være.

Men der er dog én ting, som Theo ikke helt har haft styr på under årets WSOP Main Event.

Det kan Pokernyhederne konstatere under en kort snak med Theo under første level på dag 3.

Danskeren sidder nemlig med noget sammenknebne øje og forsøger at nærlæse informationerne på en af de utallige skærme, hvor spillerne kan holde øje med tid, blinds, antal spillere og pengepræmier.


Lige nu viser skærmen, at der resterer 1638 spillere i årets udgave af WSOP Main Event.

Et tal, der er overraskende lavt for Theo Jørgensen.

– Jeg troede ellers, der var 2500 med endnu, siger Theo og tilføjer så.

– Hva fa’en – så er vi jo snart i pengene.

Øjnene bliver knebet sammen nok engang. Nu får at se, hvor mange spillere, der egentligt kan rejse hjem fra Main Event med amerikanske skillinger på lommen.

– Nåh, så stoppede den, siger Theo Jørgensen, da han konstatere, at listen over præmieudbetalinger stopper med at løbe over skærmen ved tallet 648.

Det er nemlig præcis så mange spillere, der får et registreret cash ved WSOP Main Event anno 2013 – startende med $19.106.

Mon ikke vi rammer pengene engang i morgen, byder Pokernyhedernes udsendte ind.

Men den udmelding preller af på Team PokerStars-proen.

– Aner det ikke. Jeg spiller bare, siger Theo og vender sig som om for lige præcis at spille kort.

Og det har han foreløbigt gjort godt her på starten af dag 3. Det lader i hvert fald til, at han har skudt stacken fra 189.700 i op over 200.000 på nuværende tidspunkt.