Kategorier
Danske Pokerspillere Pokernyheder

Nyt boksebrag: Theo og Uffe Holm skal i ringen mod hinanden!

I 2009 slog Theo Jørgensen Gus Hansen i en stort anlagt boksekamp. Han skal nu prøve at gentage successen mod Uffe Holm i december.

Tilbage i 2009 var der en af de mest mindeværdige episoder i dansk pokermiljø. Dengang kæmpede Theo Jørgensen mod Gus Hansen i en stor boksekamp i KB Hallen med flere tusinde tilskuere.

Theo Jørgensen trak sig sejrrigt ud af den kamp, hvilket har sikret ham håneretten lige siden. De fleste havde nok ikke regnet med, at Theo ville i ringen igen efter den kamp, og han har også tidligere sagt nej til mange – også Uffe Holm.

Alkohol kan dog ændre folks syn på tingene, så i en solid hvidvinsbrandert under dette års Stjernegolf fik Theo sagt ja til et bet på 20.000 kroner i en kamp mellem ham og den pokerglade komiker Uffe Holm. I en ny blog på EB.dk fortæller han om hele situationen.

– Tidligere var jeg klog nok til at sige nej. Nu her til stjernegolf lignede han en mini udgave af Michelin-manden bare uden hat, og så er det satme svært at sige nej, fortæller den danske Team PokerStars Pro og fortsætter.

– Så i min brandert blev der tilsyneladende sagt ja til et væddemål for 20.000 kroner. Det har jeg lykkeligt glemt alt om dagen efter – også fordi jeg er overbevist om, at gutten ikke mente det.

– Derfor rammer det lidt som et chok, da jeg sidste weekend var til Smuk Fest og pludselig i opløftet stemning får at vide, at en af Uffes venner har væddet over 70.000 kroner på Uffe i den boksekamp. Der overvejede jeg seriøst at smide min fadøl og bare begynde at løbe hjem.

Selvom Theo var klar til at smide sin fadøl og tage benene på nakken, så er han ikke typen, der bakker ud af et bet. Så kampen er sat til at folde sig ud i december senere i år. Han er allerede gået i træning hos sin boksetræner fra sidste gang, Poul Duvill.

– Det blev dog ved tanken, men skal vi ikke bare sige, at jeg siden er kommet i gang ude ved Poul, og når den kamp skal bokses, kommer jeg til at være i rigtig fin form for at undgå en rasende komiker smadrer mit kønne ansigt, lyder det fra Theo.

Da Gus Hansen og Theo Jørgensen boksede mod hinanden, var det foran en stor forsamling i KB Hallen med TV og det hele. Man skal dog overhovedet ikke regne med det samme denne gang. Theo vil meget gerne holde det småt og lukket.

– En anden ting, der er sikkert er, at det her IKKE bliver foran 3000 personer. Maks. ti venner fra hver er min holdning, men kan dog, hvis jeg kommer i godt humør, komme til at gå med til, at vi stiver den til 15 venner for lukkede døre.

Du kan læse mere om den spændende kamp på EB.dk.

Artikelfoto: Foto fra kampen mellem Gus og Theo