Negreanu overfuset af online-pro - security måtte blande sig

En kontrovers mellem Erick Lindgren og Luke ‘Bdbeatslayer’ Vrabel udviklede sig dramatisk, efter Daniel Negreanu gik ind og blandede sig.

Daniel Negreanu er ikke bange for at sige sin mening, og slet ikke hvis det handler om at forsvare en ven i nød.

Det opdagede Luke ‘Bdbeatslayer’ Vrabel i gårsdagens WSOP-event 52, efter han havde været efter Erick Lindgren, der er en af Negreanus tætte venner gennem mange år.

Vrabel var utilfreds over, at Lindgren havde kaldt tid på ham i en pot, og tweetede:

– Erick Lindgren kaldte tid på mig efter 1 minut på turn.. hvis jeg skyldte penge til halvdelen af lokalet ville jeg nok gå stille med dørene, skrev Luke Vrabel på Twitter.

‘Det er et frit land!’
Luke Vrabel hævnede sig kort efter ved at kalde tid på Lindgren, og så startede en længere verbal boksekamp, hvor Vrabel blandt andet fik kaldt Lindgren en uforsvarlig familiefar og meget andet.

Det kom Negreanu for øre, og fra sit bord ved siden af gik han over og tog Lindgrens parti og omtalte konsekvent Luke Vrabel som ‘catfish‘, med henvisning til en episode, hvor Vrabel angiveligt har foregivet at være en pige for at blive staket.

Da Negreanu var gået tilbage til sit bord, gik Vrabel ifølge PokerNews over for at tage til genmæle. ‘Du kender mig ikke!’ og ‘Don’t talk shit about me’, skulle være nogle af de ord, som røg ud af den tidligere Sunday Million-vinders mund.

– Jeg kan sige lige hvad der passer mig. Det er min ret. Det er et frit land!, svarede Negreanu tilbage.

Negreanu håner Vrabel

Diskussionen stoppede her, da en security-vagt kom stormende til og eskorterede Vrabel tilbage til sit bord. Negreanu slog en hånlig latter op, som Vrabel kunne høre hele vejen tilbage til sit bord.

– Se, jeg kan sige præcis hvad jeg vil, for nu har security styr på ham, jokede Negreanu ved bordet.

På Twitter undskylder Luke Vrabel de ting han sagde om Lindgrens familieforhold og lukker umiddelbart dramaet med dette tweet, efter han bustede af turneringen.

– Stort suk herovre fra. Er glad for jeg i det mindste sørgede for lidt underholdning. Tak til supporterne og jer der købte procenter

Skriv et svar