Kategorier
Pokernyheder

Munke spillede poker om millioner på luksushotel

Poker om svimlende summer kombineret med druk og rygning er ikke lige det billede, Sydkoreas største buddhistiske orden ønsker at have ud af til.

Sydkoreas største buddhistiske orden, Jogye Order, der har mere end 10 millioner tilhængere, er i dyb krise, efter seks højtstående medlemmer er blevet afsløret i et orgie af druk, rygning og gambling. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Gambling er ulovligt i Sydkorea, pånær på et enkelt casino i den nordøstlige del af landet.

Afsløringen skete tidligere på ugen på en sydkoreansk tv-station, der kunne vise billeder fra et luksushotel i det sydvestlige Sydkorea, hvor munkene spillede poker, mens der blev givet gas med alkohol og tobak.

En anonym munk, der ikke selv deltog i festlighederne, siger til nyhedsbureauet Reuters, at der var mere end £543.000 – over fem millioner kroner – på bordet i det hemmelige pokerspil.

Munkene var samlet på luksushotellet sidst i april for at mindes en afdød kollega, men der blev altså sørget på lidt utraditionel vis, vil nogle nok mene.

Læs mere på guardian.co.uk.

Artikelfoto: Wikipedia