Kategorier
Las Vegas Pokernyheder

Min første blog

Tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Simon Valentin, og jeg er vild med poker.

Poker er for mig det vildeste sus og adrenalin-kick langt beyond diverse rutsjebaner og bungy jumps.

Min tilgang til spillet er mildest talt kreativ, og i ly af manglende talenter, Skak, StarCraft og Magic The Gathering skills-har jeg fundet min egen vej til kortenes glæder.

Det sker, at jeg ofte bliver spurgt, om jeg selv har spillet (når jeg railer en stor turnering) eller om jeg spiller 25/50 forklarer jeg gerne, at grunden til, at jeg står i et komplet PokerStars-outfit, er at jeg ‘arbejder’ med poker.

Det er netop min tilgang. Jeg er ‘hangaround’. Altid med hvor der sker, som trofast tilskuer.

Det hele startede i 2005 med Texas Hold´em-bølgen og at min tidligere barchef Ricki (Nielsen, red.) kom dybt i WSOP Main Event med tilnavnet River-Ricki, da det sidste kort i den grad var redningsmand.

5-6 gange ramte han i 2-4 outer-land, og min forretningspartner og bedste ven Bo nåede netop at ankomme til Las Vegas for første gang, for at se ham blæse et skæg med es-fire off ind i en svenskers QQ med 35 mand tilbage. Næste dag var det slut, men ikke for mig. Et eventyr var begyndt.

Andre boller på suppen
Prologen var ellers startet temmelig fredeligt med hyggeturneringspoker med vennerne tidligere på året. Små klapborde af dem man kunne bestille på nettet var uhandyt placeret i børnehøjde på vores natklubs små puffer, og indsatsen ud over ondt i ryggen, strakte sig helt op til 200,- med præmier til top 5. Med lidt held i sprøjten var der til taxaen hjem.

I Vegas var der andre boller på suppen. Fra det delikate og oldschool venlige Hotel Imperial fik vi spillet $1/$2 med angst for alt og alle. Jo, respekten var stor for de herboende trailertrash-typer og grupper af canadiske polterabends, som væltede forbi med næsten klokkeslæts præcision.

Da vi endelig fik rystet begyndernenerver af os, fandt vi sørme ud af, at alle hoteller havde et pokerrum? Lige over for vores ‘Vi har lookalike blackjack syngende (skrigende) dealer hotel’ lå Caesar’s Palace.   

Wow.  Med lidt god vilje kunne jeg godt være ham med skægget her.

Med rystende skridt (måske var det kulden, hvad sker der for det aircon system? Mit bud er, at der er tale om et tidligere Zoo, og man simpelthen har glemt at skrue ned siden pingvinerne forlod stedet) indtog man rummet, hvor lyden af tusindvis af $5 chips dansede i takt til, hvad der måtte beskrives som en helligdom for poker. Es-Konge i første hånd og $60 rigere. Jeg var for alvor solgt.

Hangaround
Hjemme i Danmark igen oplevede vores forretning en voldsom opblomstring. 2006 var to år før krisen, og vores natklub havde alt hvad der kunne kravle og gå af håndværkere med Uganda-mønt, endnu rigere ejendomsmæglere, glædespiger og børn af den kortvarige friværdis generation. Man fik næsten seneskedehindebetændelse af at tælle 100,- sedler. Det var en god tid.

Tid var der også til at være kreativ. Hvordan skulle vi få oplevelsen af Las Vegas hjem til Nørregade? Bingo! POKERNIGHTS AT LUUX! 2 sæder til WSOP Main Event (Med hjælp fra Pokermagasinet og PokerRoom), 150 mand til fri bar og mad. 15 borde placeret overalt i klubben, trængt bevares – men hold kæft hvor det virkede.

Selv agerede jeg Sexton & Van Patten med den store pokerpersonlighed ‘Guti’, og sammen skabte vi en stemning af fest og spænding, godt hjulpet af spændstig skårede dealerpiger i alt for små toppe.

I dette virvar mødte man cremen af den danske pokerelite, inklusiv de nye raketter og kommende kometer. Pokerspillet var den perfekte optakt, og selvom vi skulle lægge et par stykker i NATO-stilling inden midnat, var festen en succes.  

Vi fik to år i fred uden ballade fra myndighederne, og her fik jeg skabt et netværk inden for pokerverdenen.

Når EPT-cirkusset kom til byen havde vi travlt. Stjernerne fra High Stakes Poker indtog klubben, og 100,- sedlerne blev skiftet ud med 1000,- sedlen. Diverse agenter fra pokersites verden over skulle bruge ”VIP-pakker”, PokerStars skulle bruge værtinder, Ladbrokes skulle bruge hyggeturneringer, dj´s, bartendere – vi leverede det hele.

Seks år senere og talrige pokeroplevelser og Vegas-rejser senere, har muligheden for selv at sætte sig til bordet naturligvis også været der.

De små homegames blev langsomt afløst af en mere seriøs tilgang til turneringspokeren, uden det dog har bragt de helt store sejre med sig. Sjovt nok er succesraten størst i Sin City, og det er blevet til fem førstepladser, med en 3-vejs split i Bellagio´s $1000 lørdagsturnering som største cash. ($11.700)

I denne blog vil jeg forsøge at underholde læserne med mine oplevelser og ”skarpsindige analyser” af spillet og mine modstandere..

Skæbnen vil det således, at netop på onsdag går turen endnu engang til det forjættede land.
Som en lille fodnote kan det nævnes, at jeg nok burde havde taget båden til Stuckholm i stedet, min rulle er med andre ord til at overskue.

Det er absolut ikke tale om en eller anden ironman like poker version, hvor man skal slå $1 op i et hus ala Exstrem Make Over.  Regninger, investeringer m.m. har gjort at fun-budgettet er på sit absolut minimum. Jeg SKAL i pengene.

Viva Las Vegas!

Simon