Så snart pligterne på online-fronten er overstået, regner Mickey Petersen med at rejse til Las Vegas og spille WSOP.

Det er godt 14 dage siden, at programmet til sommerens WSOP blev offentliggjort.

Læs også: WSOP lokker med $1.000.000 til vinderen af $1500-turnering

Arrangørerne diskede ikke op med de store overraskelser, og lige så lidt overraskende er det nok for mange, at Mickey Petersen planlægger at gå på bracelet-jagt.

Pokernyhederne fik en snak med det danske turneringsstjerne om sine planer for sommeren i spillebyen.

Afrejse efter SCOOP
Mickey Petersen fortæller, at han regner med at flyve over Atlanten, så snart Spring Championship of Online Poker (SCOOP) på hjemmebanen PokerStars er overstået (datoer endnu ukendt, red.), og at returbilletten først kommer i brug, når han kender sin skæbne i WSOP Main Event.

Hvis EPT København-vinderen skal udbygge sin trofæsamling med et WSOP-armbånd, er det vigtigt for ham at holde nogle dage pokerfri undervejs, vurderer han.

– Jeg tror det vigtigste for mig personligt er at have en god balance mellem at tage nogle fridage og hænge ud med vennerne, hvor man kan koble lidt af, så det hele ikke bare bliver grind på Rio 24/7, for så kan man hurtigt gå død, siger Mickey Petersen.

Vigtigt at være positiv

Vi bad ham desuden give sit bud på nøglen til succes under den traditionsrige turneringsserie, som hvert år lokker pokerspillere fra hele verden til Nevada.

– Nu har jeg kun haft lige-ved-og-næsten oplevelser i WSOP-sammenhænge, men jeg vil ikke mene den er så meget anderledes end andre steder i verden. Jeg tror, det vigtigste når man tager af sted så lang tid som jeg gør, er, at prøve og være positiv og holde et godt niveau, selvom man hurtigt kan gå stuck $30-$50k, og jeg tror helt sikkert, det er en af mine største forcer.

WSOP 2013 åbner den 29. maj og lukker igen i midten af juli, når vi kender The November Nine, som så mødes igen til november og spiller ned til årets verdensmester.

Senest opdateret d.

Skriv et svar