Kategorier
Las Vegas Pokernyheder Udenlandske pokerspillere

Kæmpe deal afgjorde Bellagios $100.000-turnering

Bellagios store Super Highroller-turnering med et buy-in på $100.000 blev afgjort ved en fire-vejs deal, hvor Dan Smith fik mest med et cash på over $2.000.000.

En af sommerens helt store turneringer i Las Vegas blev i går afholdt, men det var ikke i WSOP-regi eller på Rio-kasinoet. Det var derimod på Bellagio, som havde stablet en $100.000-turnering på benene, hvor der var mulighed for en re-entry.

Læs også: Gigantisk $100.000-turnering på Bellagio: Over 15 millioner til vinderen

66 spillere fandt Super Highrolleren interessant, mens 21 af dem benyttede muligheden for at købe sig ind i turneringen igen. Det skabte en vanvittig præmiepulje på $8.613.000, hvor førstepræmien var på $2.842.290.

Så meget endte vinderen ikke med at få, da der fire-vejs blev lavet en deal. Den var mellem pokerstjernerne Dan Smith, Jason Mercier, Tom Marchese og Jason Somerville.

Her tog Dan Smith den største bid af kagen efter ICM-numrene blev lavet. Han nuppede $2.044.766, mens Mercier fik andenpladsen med $1.622.181. Tom Marchese og Jason Somerville fik betalinger på henholdsvis $1.465.451 og $1.347.352.

11 spillere fik noget med hjem fra turneringen. Onlinechefen Doug ‘WCGRider’ Polk røg lige før dealen, hvilket gav ham $602.910. Vi finder også et interessant navn på syvendepladsen, hvor Dan Bilzerians bror, Adam Bilzerian, endte. Den placering var $344.520 værd.

Du kan læse mere om turneringen på PokerNews.com

Artikelfoto: Dan Smith