Kategorier
Pokernyheder Udenlandske pokerspillere

Justin Bonomo fører ny highroller-finale: Jeg kan ikke tabe en hånd!

Justin ‘ZeeJustin’ Bonomo er BRANDvarm i Monte Carlo. Amerikaneren vandt €100.000 Super Highroller, blev nr. 28 i hovedturneringen og er nu chipleader i €25.000 highroller.

Han er kendt som en af verdens bedste cashgame-spillere, 26-årige amerikanske Justin Bonomo, men ved EPT-sæsonfinalen i Monaco har han nu taget et stort skridt mod et tredje tungt turneringsresultat på kun godt en uge.

Med otte spillere tilbage i €25.000 highroller-turneringen er Justin Bonomo chipleader, i øvrigt efter at have slået Phil Ivey ud på 9. pladsen med en rivered flush mod Iveys topset – all-in på turn.

– Jeg løber bare godt. Jeg spiller godt, men jeg har bare været helt vanvittigt heldig. Jeg kan nærmest ikke tabe en hånd, indrømmer Justin Bonomo over for Pokernyhederne, der fanger amerikaneren som det første medie efter han har pakket sine chips ned til tirsdagens finalebord.

Bonomos Monte Carlo-eventyr startede som nævnt med €100.000-turneringen, hvor han vandt €1.680.000 for to dages arbejde.

– Det var min tredje 100k-event. Jeg var blevet nr. 5 og 6 de foregående gange, så jeg følte virkelig, jeg havde været tæt på. Alle frustrationer blev glemt, da jeg vandt. Endelig fik jeg et stort resultat, der er mit klart største nogensinde. Jeg har ventet på det i otte år. Det er næsten som om, alle bad beats jeg har taget i otte år, nu er glemt.

Justin Bonomo har over 1/3 af alle chips på finalebordet, men der er syv spillere, der vil gøre alt for at amerikaneren ikke skal blive back-to-back-highroller-vinder.

– Jeg har position på Negreanu, og man behøver aldrig rigtig bekymre sig om dem, man har position på. Men der er helt sikkert nogle virkelig gode spillere. Jeg kendte ikke Igor (Kurganov, red.) for en uge siden, men den sidste uges tid har han spillet virkelig godt. Han er en rigtig svær modstander. Når det er sagt, så har jeg helt sikkert fordelen med over en tredjedel af alle chips. Forhåbentligt vil mit held blive ved. Jeg er meget fortrøstningsfuld for mine chancer.

Der er €1.080.000 til vinderen, som for Bonomos vedkommende altså kun vil være ugens næststørste resultat, men han understreger, at det stadig er rigtig, rigtig mange penge for ham.

– Det er afgjort rigtig mange penge. Jeg er pokerspiller, så pengene går til min bankroll. Jeg er heads-up-spiller, så jeg vil nok spille heads-up med dem. Desuden havde nogle af mine venner procenter i mig, det er dejligt at kunne dele den her med dem, slutter Justin Bonomo og går over forbi vennen Isaac Haxton i €5.000-turneringen inden han går hjem og lader batterierne op til morgendagens finalebord.

Finalecounts:

Splllet genoptages på level 21, hvor blinds er 10.000/20.000 med 3.000 i ante.


1. Justin Bonomo (USA) 2.202.000


2. Igor Kurganov (Tyskland) 1.288.000


3. Philipp Gruissem (Tyskland) 990.000


4. Daniel Negreanu (Canada) 660.000


5. Noah Schwartz (USA) 522.000


6. Nathan Schoo (Canada) 387.000


7. Artem Litvinov (Rusland) 331.000


8. Max Lykov (Rusland) 271.000

Finalebordet starter kl. 12:00.