Viktor ‘Isildur1’ Blom har haft en yderst profitabel januar, hvor han er den største vinder med et plus på mere end $1.600.000.

Der har været fint med action på nettets største takster i løbet af årets første måned. Mange millioner har skiftet hænder, og Viktor ‘Isildur1’ Blom er ham, som kan kigge tilbage med det største smil på læben.

Det svenske onlinefænomen har fået en fremragende start på 2014. Han har hentet hele $1.638.053 ifølge HighstakesDB.com, hvilket er nok til at give ham titlen som årets største onlinevinder. 

‘Isildur1’ har da også været den absolut mest aktive highstakesspiller i løbet af årets første 29 dage. Det er blevet til hele 47.303 hænder, hvilket er mange tusinde hænder foran nummer to på listen, Ben ‘Bttech86’ Tollerene. Tollerene har dog været meget mere effektiv på sine kun 8381 hænder. Han har nemlig renset $1.450.975 af på den noget mindre volume.

Om Viktor Blom kan holde kadencen må tiden vise, men hvis man kender svenskeren ret, så kan det hele hurtigt blive smidt igen. Det så man blandt andet sidste år, hvor han i løbet af årets første par uger var oppe med over $5.000.000, men endte året i et ‘lille’ plus på lidt over $500.000.

Hvis man kigger på taberlisten for årets første måned, så er det ikke et kønt syn for os danskere. Gus Hansen indtager nemlig førstepladsen med et tab på hele $1.194.032.

Senest opdateret d.

Skriv et svar