Kategorier
Pokernyheder

Ignorerede sine resultater og vandt $38.000 mere end forventet

Supergrinderen Kevin ‘WizardOfAhhs’ Thurman eksperimenterer med at ignorere sine resultater og kun fokusere på at tage de rigtige beslutninger. Indtil videre med stor succes.

Decisions, not results.

Sådan lyder en gammel huskesætning inden for poker, der altså handler om, at det vigtigste er at tage de rigtige beslutninger og ikke udfaldet af hænderne.

Det er ud fra den tese, at det amerikanske online-fænomen Kevin ‘WizardOfAhhs’ Thurman i marts måned valgte at gå ind i et eksperiment for at se, hvordan bundlinien for måneden ville se ud, hvis han ikke undervejs havde en idé om, hvordan det gik.

Da kalenderen skiftede til april var Thurman klar til at gøre bundlinien op, og han valgte forsigtigt at gætte på et plus på $15.000, men i virkeligheden viste det sig, at der var røget hele $53.000 ind på ‘WizardOfAhhs’-kontoen over godt 53.000 hænder.

– Jeg vil aldrig igen holde øje med mine resultater i løbet af eller lige efter en session, lyder konklusionen fra Kevin Thurman i en blog på UltimateGrinders.com, hvor han dog indrømmer at have kigget på resultaterne en enkelt gang efter et tab, der viste sig at være på $22.000.

– Nu vil jeg holde mig til planen og fortsætte eksperimentet i hele april også for at optimere min succes, for denne graf må i den grad siges at være bevis for et succesfuldt eksperiment.

– At spille dag ud og dag ind uden at kende resultaterne er ligesom at spille basketball uden at holde øje med scoren. Ved slutningen af måneden flyder dine sejre og nederlag sammen, og du er slet ikke sikker på, hvad kampen er endt. Men hvis du sikker på, at din strategi er bedre end dine modstanderes, og spiller dem lang tid nok, så skulle du teoretisk set have flest point ved slutningen af måneden eller sæsonen.

Læs hele bloggen med navnet ‘A Game with No Score’ på UltimateGrinders.com.

Artikelfoto: PokerStarsblog.com