Kategorier
Macau Pokernyheder

Her er beviset: Tom Dwan spiller med i mega-cashgame i Macau

Ingen ringere end Tom ‘durrrr’ Dwan tager del i, hvad der nok er tidens største cash-games. De foregår i Macau.

Opdateret kl. 22:39:
Der er med stor sandsynlighed alligevel tale om Alec Torelli på billedet nedenfor. Macau-indsideren Tom Hall fortæller på TwoPlusTwo.com, at han har misforstået, hvad der tidligere er blevet skrevet, og at der godt kan være tale om Torelli.

Oprindeligt væddede Hall ellers med et par TwoPlusTwo-brugere om, at det ikke var Torelli. Hall har vist sig som en mand, der holder sit ord, og har erkendt, at han har tabt. Det gør han i Macau-tråden på TwoPlusTwo.com.

Oprindelig artikel
Det kan godt være, at Brian Rast for nylig var ude at sige, at flere havde overvurderede spillene i Macau. Men at blinds er høje, kan der ikke såes nogen tvivl om.

Som vi berettede om i weekenden blev der spillet med et trecifret antal millioner i dansk mønt på bordet. Hvem aktørerne i det absurd høje spil var, meldte historien dog ikke noget om.

Det kan vi imidlertid blive klogere på nu. Macau-pokerummet Poker King Clubs manager, Winfred Yu, har smidt følgende billede fra spillet op på den kinesiske pendant til Twitter, Weibo.com:

Det ses tydeligt, at Tom ‘durrrr’ Dwan er blandt de særligt inviterede. Til hans venstre side sidder en, der ligner og med stor sandsynlighed er den pokerglade malaysiske forretningsmand Richard Yong.

Til Dwans højre side ville mange nok mene Alec Torelli sidder. Men der må være tale om dobbelgænger, da Macau-insideren Tom Hall på TwoPlusTwo fortæller, at der ikke er tale om Torelli, der ellers ofte spiller cash-games i netop Macau.

Han vil ikke afsløre, hvem spilleren så er, men fortæller, at der er tale om en skandinav med et godt online-ry.

På samme TwoPlusTwo.com gætter flere på, at den mørkhårede gut med ryggen til er svenske Mikael Thuritz.

Der er endnu ikke sluppet nogen resultater ud fra spillet.

Artikelfoto: Weibo.com.