Kategorier
Las Vegas Pokernyheder

Hellmuth imponerer som basketball-kender foran Barack Obama

Den mest WSOP-vindende pokerspiller ved også en ting eller to om basketball, hvilket næsten skaffede ham en sejr i meget prominent gættekonkurrence.

Når Phil Hellmuth om lidt over en måned skal jagte WSOP-armbånd nummer 14, ankommer han til Las Vegas med fornyet selvtillid i bagagen.

Men det stammer ikke fra pokerpræstationer. Hellmuth har nemlig gættet sig vej til store dele af den amerikanske befolknings bevidsthed.

Tidligere på året blev Hellmuth særligt inviteret til at deltage i en NCAA Celebrity-liga. NCAA er en organisation, der dækker 23 forskellige college sportsgrene, og de seneste par måneder har organisationens basketball-turnering udspillet sig.

Det er en populær sportsbegivenhed i Guds eget land og mange ynder at forme ‘brackets’ (gætte på, hvem der når længst) og konkurrere med venner og fjender.

Slog Obama og verdensmester
Med invitationen til berømtheds-ligaen blev Hellmuth sat op mod folk som talkshowstjernen Jimmy Kimmel og såmænd ingen ringere end USA’s præsident Barack Obama.

Hvor Obama ikke gjorde det store væsen af sig, viste Hellmuth sig som lidt af en basket-kender og sluttede som nummer to lige efter golfstjernen Bubba Watson.

Ligaen, der blev håndteret af ESPN, havde deltagelse af 41 berømtheder. Ingen havde gættet vinderen, Connecticut, der mandag vandt NCAA-turneringen foran Kentucky.

Udover Hellmuth deltog én anden pokerspiller i verdensmester Ryan Riess. Han blev nummer 32. Du kan se den færdige stilling, og hvordan Hellmuth og co. udformede deres brackets på ESPN.com.

Artikelfoto: PokerNews og Wikipedia.