Kategorier
Pokernyheder

Halfrek’ til tops i Super Tuesday: Min HU-modstander gik amok

Brian ‘Halfrek’ Elgaard fra Odense har fået en rigtig god start på andet halvår af 2013. I nat fulgte han op på en sejr fra i mandags og vandt Super Tuesday på PokerStars til knap $80.000.

Odenseaneren Brian ‘Halfrek’ Elgaard har haft et hårdt pokerår, hvor sejrene, indtil i går, er kommet i stimer af én, og der har ikke været mange af dem.

Faktisk er det kun blevet til i alt fire turneringssejre på PokerStars i hele 2013. Til gengæld er de to af dem kommet indenfor de seneste to dage, og Elgaard mener også selv, at der er fremgang at spore.

– Min motivation for at spille har klart nok været nedadgående, men to sejre på to dage hjælper rigtig meget, fortæller ‘Halfrek’, da vi fanger ham i telefonen her til morgen.

Natten til tirsdag vandt ‘Halfrek’ nemlig knap $8000 i en $109 turbo-turnering, og i nat gjorde han så kunststykket efter i den ti gange så dyre $1050 Super Tuesday, der kastede en ti gange så stor hovedgevinst af sig.

‘Halfrek’ var ikke den eneste dansker, der havde grund til at smile stort efter denne uges Super Tuesday, hvor ‘TheGoldfish1’ blev nummer fem.

– Ham tyskeren, som jeg vandt over heads up. Jeg ved ikke, lige pludselig så gik han helt amok og åbenskubbede med 6-700.000 chips med blinds på 4000/8000. Det var meget mærkeligt, han havde ellers spillet meget stabilt op til, fortæller ‘Halfrek’, da vi spørger, hvordan han vil beskrive sin vej til sejren.

– Han fik mig faktisk suget én gang, hvor jeg kommer ind med et par niere mod hans dame-ni, hvor han kort overtager chipleadet. Heldigvis kunne jeg komme tilbage, siger en veltilfreds Elgaard til Pokernyhederne.

Selvom motivationen har fået et skud i den rigtige retning for ‘Halfrek’, så kommer vi ikke til at se ham spille ekstra meget de næste par dage. Turneringsspecialisten er nemlig på vej på ferie med familien.

– Mens jeg går her og pakker, er det gået op for mig, at vi lige har vendt bladet til andet halvår af 2013. Jeg håber, at det her er et billede på, hvordan resten af året vil blive, siger Brian ‘Halfrek’ Elgaard afslutningsvist til Pokernyhederne med et smil.