Kategorier
Danske Pokerspillere Pokernyheder

Gandrup i toursejr: Det bedste tidspunkt at starte en heater

Rasmus Gandrup har gennemgået en dårlig periode, men han håber, at søndagens sejr kan være vendepunktet op til store turneringsserier.

Det var ikke kun på PokerStars, at de danske spillere begik store resultater. Også på Boss Media-netværket kunne man notere en dansk sejr. Den tegnede Rasmus Gandrup sig for.

Han optræder under nicket ‘mulegrynet’ her og kunne søndag se sig selv stryge til tops i en €50-turnering med 406 deltagere. Det udløste en førstepræmie på €5763 – 43.000 kroner.

Sejren ryger ganske vist ikke i kategorien af de helt store sejre, men for Rasmus Gandrup var det vigtigt at ‘komme på tavlen’ efter en svag periode ved onlinebordene.

– Det har ikke været den bedste periode de sidste par måneder. Resultaterne har i den grad manglet, og jeg håber da lidt, at den her sejr kan ændre den tendens til det mere positive og kaste lidt flere større resultater af sig, siger Rasmus Gandrup til Pokernyhederne.

Hvis den plan ellers kan indfries, vil der være tale om særdeles god timing for Gandrup.

– Men det bedste tidpunkt at starte en heater er vel også nu her under Partys Pokerfest og iPokers iPOPS turneringsserie samt SCOOP lige rundt om hjørnet, lyder det fra Gandrup.

SCOOP begynder den 12. maj og løber 14 dage frem.

På trods af Gandrups svigtende resultater i den seneste tid indtager han dog stadig tredjepladsen på PocketFives’ liste over bedste danske tour-spillere. Kun Mads Smith Hansen og Rasmus Vogt er placeret højere. Se listen her.