Kategorier
Poker events Pokernyheder

Full Tilt-millioner til ‘Jungleman’: Jeg skal have mig en tiger!

Daniel ‘jungleman12’ Cates menes at være den spiller med flest penge stående på Full Tilt. Dem får han nu igen, og der er allerede lagt planer for, hvad nogle af dem skal bruges på, siger han eksklusivt til Pokernyhederne.

Hvor meget Daniel ‘jungleman12’ Cates har til gode på Full Tilt Poker vil han ikke ud med, men det er ‘millioner’, siger han i dag til Pokernyhederne, og her snakker vi naturligvis dollars.

Flere steder er der blevet nævnt beløb op til $6 millioner, men det skulle i hvert fald være sikkert, at beløbet er større end Gus Hansens tilgodehavende på $2,4 millioner.

Læs også: Gus Hansen: En uventet julegave

Penge, den 22-årige amerikaner nu ser igen efter mere end et år i uvished.

Pokernyhederne fangede ‘Jungleman’ torsdag eftermiddag, for at høre hans reaktion på Full Tilt-skandalens længe ventede afslutning.

Han fortæller, at han gik på en gade i Budapest på vej på date, da han fik et opkald og efterfølgende SMS’er om, at hans millioner nu var sikret af PokerStars.

Hvordan var din reaktion?

– Jeg blev meget sur. Jeg havde håbet på, at det ville blive en større udfordring at få mine penge. Det er næsten for nemt nu. Ej, jeg var naturligvis meget glad, smiler Daniel Cates til Pokernyhederne.

Hvad betyder det for dig, at du nu ser dine penge igen?

– Det betyder, at jeg formentligt køber et hus, investerer noget mere og så skal poppes flasker. Jeg kommer til at gøre alle mulige vanvittige ting, jeg kan komme på. Få mig en tiger, købe en tank, etc.

Selv om ‘jungleman12’-kontoen altså vil blive slanket for en stor sum, er Cates ikke afvisende over for et comeback på sitet, hvor han i 2010 var den mest vindende.

– Det er der en god chance for (at han vil fortsat vil spille på Full Tilt Poker, red.). ‘durrrr Challenge’ starter nok op igen snart, siger Cates, der dog ikke har aftalt en konkret dato med Tom Dwan endnu.

Hvad byder fremtiden ellers for Daniel Cates?

– Uhm, jeg kommer nok bare til at rejse rundt i Europa og lave forskellige ting. Jeg dyrker meget yoga og træner for tiden. Jeg vil også gerne lære at danse salsa i et eller andet omfang på et tidspunkt, siger Cates, hvis næste punkt i kalenderen dog er WPT Cypern, der starter på lørdag.