Spring Championship of Online Poker synger på sidste vers, men endnu har vi ikke været en dansk sejr forundt. Forhåbentlig kommer den i aften, hvor vi har et par gode, rød/hvide finalebordsmuligheder.

Med lidt over en håndfuld danske SCOOP-finaleborde, så må man sige, at de danske spillere er kommet frem til chancerne, men ikke har formået at trille bolden det sidste stykke over stregen.

 

Mikael Viuff og Henrik Hecklen har begge siddet heads up om en sejr uden at have haft det fornødne held til at til lukke deres respektive turneringer, men sidstnævnte har som tidligere beskrevet her på Pokernyhederne chancen igen i aften, når han skal spille kvartfinale i $21.000 Highrolleren.

 

Hecklen er imidlertid ikke den eneste dansker, som kan se frem til en finale på den anden side af aftensmaden.

 

I Low-udgaven af Event 47 ($27 Mix Max) gik ‘Andreas28’ og ‘Frederdes92’ videre fra første fase, mens ‘X_Zola25’ og ‘jonaj10’ gjorde det samme i mediumudgaven af samme turnering. ‘X_Zola25’, som synes at have fundet skrubformen frem, gentog endda kunststykket i den $2.100 dyre Highudgave. 

 

Én af 2016’s varmeste, danske spillere, ‘philipgm’, er blandt de sidste 32 i Event 49 Low (NL Heads Up), hvor han skal spille 16-delsfinale kl. 20.00.

 

Sidst men ikke mindst er ‘jonaj10’, Allan ‘Sifosis’ Bække, ‘kong-stampe’, ‘smede97’ og Mads ‘Mr Longhit’ Bertelsen avanceret i Event 51 M ($109 NL Hold’em), som er endnu en faseturnering, hvor finalen spilles mandag.

 

Pokernyhederne følger naturligvis op på de danske spilleres videre færd i turneringerne.

Senest opdateret d.

Skriv et svar