Kategorier
Casino Pokernyheder

Europamester skal stå for Marienlysts pokerprodukt

Et stærk team skal stå for Casino Marienlysts pokerprodukt fremadrettet. Hør her, hvad den nyudnævnte ansvarlige har af planer for Helsingørs kasino.

Det begynder bestemt at ligne noget hos Casino Marienlyst, hvis poker-afdeling for få måneder siden blev bragt til live igen. En udvikling, Pokernyhederne har dækket tæt siden maj.

Læs også: Four Seasons-koncept på vej til Sjælland efter kasino-opkøb

Nu får det stadig unge poker-produkt i Helsingør en ny mand i kontrolrummet. Lars Mikkelsen skal stå for udviklingen af Marienlysts pokerprodukt i tæt samarbejde med Benny Bredgaard fra Casino Munkebjerg.

De fleste Casino Copenhagen-pokerkunder vil genkende Lars Mikkelsen, der i øvrigt tidligere i år vandt europamesterskabet for dealere.

– Vi committer os til cash-poker hver torsdag, og har kørt med det siden i torsdags. I løbet af slut-august kommer vi med et turneringsprogram. Det bliver ikke ligesom Casino Copenhagen med turneringer hver dag undtagen onsdag, men måske en eller to dage om ugen, fortæller Lars Mikkelsen til Pokernyhederne.

– Jeg har været ansat på Casino Copenhagen gennem mange år og har haft rigtig meget at gøre med poker helt fra starten, da vi havde vores første EPT for snart 10-11 år siden.

– Jeg har fået samlet noget erfaring gennem tiden, og for at få pokeren op at køre igen på Marienlyst er jeg blevet valgt til at være ansvarlig, og kommer til at være der hver torsdag, mens jeg i øjeblikket er der i opstartsfasen med poker hver torsdag og selvfølgelig hver dag, der er store turneringer på programmet som eksempelvis Four Seasons og det svenske pokermesterskab, siger Lars Mikkelsen videre.

Læs også: Her er detaljerne for den første Four Seasons-tour på Sjælland

Læs også: – Danskerne kan ikke spille mesterskaber, men er velkomne til side-events

Udvikler sig i takt med behov
Da det i maj kom frem, at Casino Copenhagen opkøbte Casino Marienlyst og bragte pokeren tilbage til Nordsjælland vakte det jubel hos pokerspillere i området.

De har savnet kasinoets kronede pokerdage fra for nogle år tilbage, hvor der var poker på programmet næsen hele ugen rundt.

– Om det er det, vi ender med, ved jeg ikke. Hvis det udvikler sig sådan, at behovet er større, jamen så gør vi det. Det er udgangspunktet, at vi udvikler os i takt med, at behovet opstår, siger Lars Mikkelsen.

– Vi starter et sted og så må vi udvikle os stille og roligt i takt med, at spillerne interesserer sig for det, uddyber han.

Mens der selvfølgelig er tale om en oprustning til Casino Marienlysts poker-afdeling er jobbet også noget, Lars Mikkelsen selv ser frem til på det mere personlige plan.

– Udover, at jeg synes det er en vildt spændende udfordring, så har mit arbejde indtil nu mest bestået i at regulere kasino-ansatte. Nu kommer jeg til at have en stor del af beslutningsprocessen af, hvad programmet kommer til at være deroppe, siger han og fortsætter,

– Jeg kommer til at have kontakten til spillerne og vil være den, der besvarer spørgsmålene på de sociale medier og lignende.

– Så vil jeg forsøge at have en approach, der bygger på at være meget lydhør overfor, hvad spillerne ønsker og ikke ønsker. Jeg kommer ikke til at arbejde ud fra, hvad jeg tror, de ønsker, men vil hellere have en debat omkring det, slutter den nye ansvarlige for Casino Marienlysts pokerprodukt.

Den første Four Seasons-turnering på sjællandsk grund spilles den 11.-17. august på Casino Marienlyst. Du kan besøge kasinoets hjemmeside her.