Kategorier
Danske Pokerspillere Poker events Pokernyheder

EPT Grand Final Main Event: Rønhoff klar til dag 2

Dag 1A ved EPT Grand Final Main Event havde Younas Rønhoff og Rasmus Agerskov med fra start, men det var kun Rønhoff, der stadig havde chips til slut.

Der har godt nok været godt gang i pokerbordene over de seneste dage ved PokerStars EPT Grand Final i Monte Carlo, men det var først i går, at selve hovedturneringen til €10.600 gik i gang.

Her var der nemlig Main Event dag 1A på programmet. 218 spillere smed det velvoksne buy-in ved cashieren, og to af dem var danskere.

Rasmus ‘RasA86’ Agerskov og Younas ‘cocoojones’ Rønhoff havde valgt at bruge deres vundne sæde på PokerStars til dag 1A, hvilket umiddelbart kun var en god idé for en af dem.

Agerskov gik ikke videre fra gårsdagens spil, men det gjorde Rønhoff til gengæld. Han er blandt de 113 overlevende fra dag 1A, men det er dog i den lidt mere kedelige ende af leaderboardet. 

Danskeren gik videre med 26.500 chips, hvilket er et godt stykke fra average på 65.400.

Turneringen føres i øjeblikket af Jose Carlos Garcia, som fik spillet startstacken på 30.000 op i 182.800. Derudover blander en del profiler sig også i toppen, heriblandt Nicolas Chouity, Mustapha Kanit, Ole Schemion, Andre Akkari og Steve O’Dwyer.

I dag skal der spilles den anden og sidste startdag ved turneringen, og her kan vi forvente et fint dansk hold. Frederik Brink, Jannick Wrang, Frederik Pedersen og Johnny Mehl må være sikre kort, da de alle har kvallet sig på PokerStars. Lasse Frost også meldt sig klar, mens Theo Jørgensen også er et godt bud på en deltager. Derudover er Peter Jaksland også i byen, så det kan være, at han også giver den et skud.