Kategorier
Pokernyheder

Endnu en dansker vinder The Big $55 og 70.000 kroner

September var ikke meget mere end fem timer gammel, da en dansker kunne strække armene i vejret ved en af PokerStars store daglige turneringer.

Lars ‘mf8480’ Krogh, Peter ‘AceKing4More’ Mertz, ‘mr. langevad’ og Younas ‘cocoojones’ Rønhoff. Listen kan være endnu længere, men de fire navne er i hvert fald navnene på danskere, der i løbet af i år har taget sejren ved en af PokerStars større daglige turneringer, The Big $55.

Den liste fik tidligt her til morgen endnu en tilføjelse, da den danske PokerStars-spiller ‘Mejer88’ endte øverst på præmieskamlen ud af et felt på 2.221.

‘Mejer88’ var med fire tilbage med til at indgå en deal, der indbragte ‘sousinha23’ den største bid af kagen, også selvom portugiseren endte med at måtte tage til takke med bronze.

Guldet gik derimod til ‘Mejer88’, der efter dealen kunne se $12.554, eller hvad der svarer til mere end 73.000 kroner, stryge ind på sin PokerStars-konto kort efter klokken halv seks i morgen.

Sejren er danskerens klart største på verdens største pokersite. ‘Mejer88’s største resultat før dagen i går kom i følge OfficialPokerRankings.com ved Sunday Million den 27. maj, hvor det blev til en 55. plads og $2.205.

Resultatet af gårsdagens udgave af The Big $55.

Flere danske finalebordet
Udover sejren til ‘Mejer88’ blev det også til store firecifrede dansker-cashes i The Hot $33, hvor ‘0210736969’ blev runner-up til $4.168, og i The Big $22, hvor ‘kong-stampe’ ligeledes tog sølvplaceringen til $7.179.

Desuden tog Rasmus ‘mrvogt’ Vogt sig af en turneringssejr på Ongame til $6.963, mens turneringshajen også kunne notere sig et finalebord ved en $215 NLHE-turnering på PokerStars til $1.920 for en sjetteplads.