Under WPT København indkalder Danske Spil Pro’en, Alexander ‘KP’ Petersen til et stort TV-transmitteret live mix game, hvor der ifølge ‘KP’ selv, ikke vil være plads til nits.

Pokernyhederne fangede her til morgen Danske Spil Pro’en, Alexander Petersen, til en lille snak omkring det 100/200 kroners NLHE og PLO-mix game, som han har fået sat op i forbindelse med WPT København.

Læs også: ‘AlexKP’ holder hof ved WPT København med stort cash game

– Nu havde vi jo et lignende spil sat op i forbindelse med DM, og så synes jeg, at det var helt oplagt at få lavet noget lignende nu, hvor hele WPT-cirkusset er i byen, fortæller ‘KP’ og fortsætter.

– De giver os jo nogle helt andre muligheder med deres set-up, det vil blive muligt at se hole cards, kvaliteten bliver bedre og så videre. Det vil blive god lir, siger Alexander Petersen.

Som udgangspunkt kan hvem som helst være med i spillet, men Danske Spil Pro’en har en helt klar holdning til, hvordan spillet skal komme til at foregå.

– Det skal selvfølgelig være gang i den. Det nytter ikke noget, hvis der sidder en masse nits, det er der heller ikke nogen, der gider se på, fortæller han og siger videre, at han allerede har nogle emner i kikkerten.

– Jeg spiller med i et 50/100-spil med et fast sjak, der kunne nemt være nogle, der, hvis de gerne vil på tv, sagtens ville kunne gøre sig i spillet, fortæller ‘KP’ og siger videre.

– Med mindre, der sker et eller andet sygt så skulle Tony G også være sikker. Han skulle jo have spillet WPT National i Vejle, men blev forhindret, så PartyPoker og WPT vil meget gerne have ham med her. Et 100/200 mix game vil også være under hans normale limit, så kunne godt forestille mig, at det ville genere noget ekstra action, griner Petersen i telefonen.

‘AlexKP’ har, indtil nu, ikke flere tilmeldte til spillet, men han forestiller sig, at endnu en dansk highstakes-profil nok ikke vil kunne holde sig væk.

– Jeg har ikke flere på listen lige nu, men forestiller mig, at Bajawa (Jannick Wrang, red.) er til at lokke med. Vi ville også sagtens kunne lave et underholdende spil, Bajawa, Tony G og jeg, griner Danske Spil Pro’en afsluttende i telefonen. 

Skriv et svar