Kategorier
Pokernyheder

Dansker knockouter sig til velbetalt tredjeplads bag EPT-vinder

Lørdagens dyreste turnering, hvis man ser bort fra satelitter, var tæt på at få en dansk sejrherre. Desuden strøg dansker helt til tops i The Hot $11.

Vi er trådt ind i årets sidste måned og det fejrede et par danske pokerspillere i nat med at give sig selv en overordentlig tung adventsgave.

Først og fremmest var der dansk repræsentation på lørdagens dyreste finalebord, hvis man lige ser bort fra de tunge PCA-satelitter, der har buy-ins på op til $700.

Den ugentlige Saturday Super-Knockout har et indskud på $320, hvoraf halvdelen går til bounty-puljen. Gårsdagens udgave sluttede for få timer siden og her var det lige ved, at en dansk PokerStars-spiller fik lov til at spille med til sidste fløjt.

‘klinger63’ måtte imidlertid vinke farvel til sejren på en tredjeplads til dog stadig velbetalte $16.506. I stedet tog den svenske EPT Barcelona-vinder fra 2010, Kent ‘ForzaVaxholm’ Lundmark, sig af sejren.

Med bounty-præmier lyder ‘klinger63’s payday på alt i alt $17.584 svarende til 96.362 kroner. Det er lige akkurat ikke danskerens største resultat til dato, da han eller hun i juli vandt Sunday Kickoff til over $18.000.

Læs også: Danske søndagssejre på stribe

Hvor sejren glippede for ‘klinger63’ formåede landsmanden ‘jokecall’ at gå hele vejen i turbo-turneringen The Hot $11. Sejren gav $8849, hvilket er danskerens klart største cash til dato på PokerStars.

Artikelfoto: Kent ‘ForzaVaxholm’ Lundmark. Fra PokerStarsBlog.com.