‘StøvsugerN’ og Rasmus Gandrup var i går så tæt på en sejr i TCOOP 8, som man overhovedet kan være. De blev dog slået på målstregen og måtte nøjes med henholdsvis runner-up og tredjepladsen.

Danmark har fået en kanon start i turneringsserien TCOOP på PokerStars. I går blev det til en syvendeplads i TCOOP 3($215 NLHE Knockout) til Martin ‘Clemme’ Clemmensen, hvilket gav et cash på $16.875. Det resultat blev dog toppet i nat.

Rasmus ‘Djelly’ Gandrup og den danske spiller ‘StøvsugerN’ var nemlig med helt fremme i TCOOP 8($82 NLHE Big Antes 2x Chance). Her var der $300.000 garanteret, men da hele 4805 spillere stillede op, røg præmiepuljen op i $511.500.

De to danskere var med helt til slut i turneringen, og ‘StøvsugerN’ var specielt en dominerende faktor, da han havde chipleadet på stort set hele finalebordet.

Den aarhusianske turneringshaj Rasmus Gandrup var den første til at forlade finalebordet af danskerne. Dette var på en fornem tredjeplads til et velvoksent cash på $42.198.

‘StøvsugerN’ var dermed heads-up om sejren mod græske ‘LastDrive’, hvor danskeren startede med et 2-1-chiplead. De to spillere gik straks i gang med at diskutere en deal. Her var danskeren ikke helt tilfreds med de oprindelige tal, så han fik overtalt ‘LastDrive’ til at give ham lidt ekstra. Dermed endte dealen på $71.500 til danskeren, mens grækeren fik $62.335. En deal skal dog efterlade $6000 til vinderen, så der var stadig noget at spille om.

Her blev det dog til en græsk sejr. Så de sidste $6000 røg i stedet over i lommerne på ‘LastDrive’, men ‘StøvsugerN’ står dog stadig tilbage med den største gevinst trods andenpladsen.

Denne turneringsserie er åbenbart lige noget for ‘StøvsugerN’. Han hev nemlig en sejr i land sidste år i TCOOP 10 til $59.813. Så TCOOP har skaffet danskeren sine to største cashes i karrieren på PokerStars.

Læs også: ‘StøvSugerN’ sikrer dansk superdøgn med ny sejr 

Skriv et svar