Kategorier
Pokernyheder

Dan Larsen videre, men: – Kunne ikke tage en pot ned på sidste level

Den danske cashgame- og turneringshaj Dan ‘deagledan’ Larsen fik bygget lidt på stakken i løbet af WSOP Main Event dag 2C, men det kunne have blevet til endnu mere, hvis han ikke havde haft et skidt sidste level.

Dan ‘deagledan’ Larsen var med 124.175 chips den danske chipleader, da dag 2C gik i gang ved WSOP Main Event. 

Han havde dermed et ganske fornuftigt udgangspunkt for videre avancement, og han kunne da også pakke noget i chipsposen, da dagen sluttede for lidt siden.

Danskeren endte dagen med 130.400 chips, så han fik tilføjet lidt til stakken i løbet af dagen. Det kunne dog have blevet til en del mere, hvis ikke det havde været for et skidt sidste level.

– Jeg var oppe og vende i 197.000, fortæller han til Pokernyhederne og fortsætter.

– Jeg havde A6 mod TT på et board med A56-T, så den kostede lidt. Og så bliver jeg nødt til at folde AK på AJ6. Ellers kunne jeg bare ikke tage en pot ned på sidste level. 

Selvom han nævner de to hænder, så var det mest af alt en masse små pots, hvor danskeren bare ikke kunne tage nogen af dem.

– Det var mest bare en masse små pots, hvor jeg bare ikke fik lov til at tage nogen ned.

Selvom Dan næsten var oppe i 200.000, så er en stack på 130.400 også ganske spilbar til dag 3, da blinds her vil starte på 800/1600 med en ante på 200.

Hvordan det er gået for hele danskerflokken, vil vi følge op på, når de officielle chipcounts bliver offentliggjort. Det skal dog nævnes, at Lars Bønding gik videre med 175.000, så han ligner en dansk chipleader til dag 3. Derudover kunne Lasse Frost pakke 43.000 i chipsposen til slut.