Tidligt mandag morgen kunne Frederik Brink logge af PokerStars og notere en gang søndagsgrind af de helt profitable i regnskabet.

I starten af måneden så vi Frederik Brink ramme to store finaleborde samme aften og snuppe guldet i den ene.

Læs også: Brink tog sejr på Stars og runner-up på Ongame

Igår gentog den danske EPT Madrid-vinder stort set samme kunststykke og endda i endnu større skala.

Brink ramte nemlig igen to store finaleborde – denne gang begge på PokerStars – og når man nu endelig skal gøre det, så er søndag som bekendt ikke den dårligste ugedag at gøre det på, grundet de ekstra store turneringsfelter.

Både The Bigger $162, der startede kl. 22 i aftes og $215 Sunday 2nd Chance, der startede en halv time senere, havde således Frederik ‘Fred_Brink’ Brink som inventar på finalebordet. Danskeren ville ikke nøjes med sekundære placeringer og gik hele vejen i The Bigger $162 til en førstepræmie på $41.119. Finalebordet inkluderede blandt andre Ashton ‘theASHMAN103’ Griffin.

I $215 Sunday 2nd Chance blev det til en Brink’sk femteplads til $13.157. De to store finaleborde indbragte altså danskeren hvad der svarer til 310.000 kroner.

Flere store danske PokerStars-cashes
Og for, at det ikke skal være løgn, var det næsten blevet til mere for Brink denne søndag. Han stillede nemlig også til start i gårsdagens dyreste turnering, der var den første online-udgave af PokerStars UKIPT-serie, og havde et buyin på £700.

Den turnering blev stoppet kl. 01:30 i nat og fortsætter igen senere i dag, dog uden danskere i feltet. Frederik Brink var dog, sammen med Christian ‘ToxToxTox’ Togsverd tæt på at sikre sig billet til dag to, men med en time tilbage af dag et røg først ‘Tox’ i et flip med femmere mod es-dame på en 46. plads og Brink lige efter på en 45. plads. Begge fik £1.643 for anstrengelserne.

Af andre nævneværdige danske søndagspræstationer på PokerStars i går kan nævnes, at Mikael ‘fuddebuf’ Viuff Hansen finalebordsboblede Sunday Rebuy, mens danske ‘OboyNoy203’ manøvrerede sig gennem et kæmpefelt på 35.942 og fik en andenplads til $20.300 i Sunday Storm. Ikke noget dårligt afkast på en investering på blot $11.

Sidst, men ikke mindst, blev det til bronze og $25.939 til danske ‘progzx’ i The Bigger $109.

Senest opdateret d.

Skriv et svar