Kategorier
Highstakes Highstakesdb.com Pokernyheder Pot limit omaha Udenlandske pokerspillere

Blom knuser al modstand – Gus og Theo i stort minus

Blandet skandinavisk landhandel på highstakes-scenen. Viktor Blom har haft gang i den bedste session, nogen highroller hidtil har præsteret i 2014.

Viktor ‘Isildur1’ Blom startede året rædselsfuldt ud, men nu må svenskeren endegyldigt siges at have vendt skuden, der sejler i stik modsat retning.

Blom sidder således lige nu med vind i sejlene på Full Tilt Poker, hvor han efter 3150 hænder er oppe med svimlende $718.000 for det seneste døgn ifølge HighstakesDB.com.

Det sender ham snublende tæt på at være den første til at runde en million i plus i 2014. $942.000 er han oppe med for året.

Anderledes vinde er der blæst over Gus Hansen og Theo Jørgensen, der har besøgt henholdsvis Full Tilt Poker og PokerStars’ farevande. Begge med et stort minus til følge.

Modsat Blom betyder det, at Gus Hansen nu nærmer sig en million i underskud – ligeledes som den første i det nye år. Med minus $289.000 er han nu nede med $987.000 for 2014.

Theo Jørgensens minus for de seneste 24 timer lyder på $123.000 efter en session på Pot Limit Omaha $50/$100, der som bekendt kører i Zoom-format.

Gus Hansen har spillet PLO og 2-7 Triple Draw, mens det førnævnte kæmpeplus til Viktor Blom er hevet i land på en blanding af PLO, 2-7, Fixed Limit Omaha og Mixed Games.