Jean-Robert Bellande lavede et stort comeback på dag 4 ved WPT Doyle Brunson Five Diamond World Poker Classic, og han er nu chipleader med 21 spillere tilbage.

Det er ikke mange dage siden, at Pokernyhederne kunne fortælle, at Jean-Robert Bellande’s backer ikke just var tilfreds med hans seneste resultater. De sure miner er nok vendt til et smil nu, da Bellande er fremragende med i WPT Doyle Brunson Five Diamond World Poker Classic.

Læs også: Bellandes backer efter tab: Hvordan bliver det ved med at ske

Han startede dagen midt i feltet med 252.500, men efter lidt spil, så lå det ikke ligefrem i kortene, at han skulle være chipleader til slut på dag 4.

– Jeg er stadig i live med en super short stack. Har brug for et par doblinger. 130k, lød det fra Jean-Robert på Twitter.

Han havde brug for at doble et par gange, og det gjorde han bestemt. Han sluttede dagen i imponerende 1.637.000 chips med average på 641.428. 

‘JRB’ er ikke kendt for vanvittig mange turneringssejre, så derfor lavede den tidligere November Niner, Jeremy Ausmus, lidt grin med ham på Twitter.

– Hey @WPTlive, I har en stavefejl. Den siger @BrokeLivingJRB(Bellandes Twitter-profil red.) er chipleader med kun få tilbage i Five Diamond Main, vær venlig at rette det, lød det ironisk fra Ausmus.

Den skulle dog være god nok, men Bellande skal ikke regne med at få sejren foræret. Der er stadig en god portion profiler tilbage, heriblandt Christian Harder, Joe Serock, Steven Silverman, Dan O’Brien, Dan Smith og Will Failla.

Alle spillerne er sikret $30.379, men vinderens bankroll kan se frem til en ordentlig saltvandsindsprøjtning på $1.161.135. 

Skriv et svar