Kategorier
Las Vegas Poker events Pokernyheder Udenlandske pokerspillere

Årets stærkeste WPT?

En sand parade af amerikanske pokerstjerner befinder sig i disse dage i Las Vegas, hvor en traditionsrig WPT-turnering i går blev skudt i gang.

Prag Pokerfestival blev for få dage siden skudt i gang, og ligesom sidste år, ser samlingen af en WPT-, EPT- og GSOP-turnering på samme sted på få dage ud til at være noget af et tilløbsstykke.

Endnu har det dog ikke kunne lokke en lang række af amerikanske pokerprofiler til at tage turen over atlanten. I stedet har de fokus på en anden og mere traditionsrig turnering i WPT Doyle Brunson Five Diamond World Poker Classic, der som altid spilles på det legendariske Bellagio i Las Vegas.

Lader man blikket falde på listen over deltagere, kan man savne navne som Phil Ivey og Tom ‘durrrr’ Dwan, men der er stadigvæk tale om et af de klart stærkeste turneringsfelter i år.

Således tæller dag 2-feltet, der består af 306 spillere, navne som Tom ‘kingsofcards’ Marchese, Tony ‘Bond18’ Dunst, Antonio Esfandiari, Daniel Negreanu, Phil Galfond, Barry Greenstein, Mike Sexton, Michael ‘The Grinder’ Mizrachi, Erik Seidel og Vanessa Selbst for bare at nævne nogle ‘få’.

Octo Niner jagter nyt resultat
Helt i top ligger den mere ukendte Jeremy Kottler, efterfulgt af den dobbelt WPT-vinder Randall Flowers og en af årets WSOP Main Event-finalister Russell Thomas.

I alt 374 spillere stillede op til turneringens dag 1, men der er stadig mulighed for re-entry på dag 2. Sidste år vandt engelske James ‘The Doctor’ Dempsey $821.612 efter at have sat 412 modstandere til vægs.

Du finder opdateringer fra turneringen på WPT’s hjemmeside.