Kategorier
Casino DM i Poker Pokernyheder

$1-manden er blevet til $3-manden: – Egentlig havde jeg opgivet det

Mogens Weng er et godt bud på den absolut varmeste spiller i Danske Spils kvalifikationsturneringer til DM i Poker. For andet år i træk er han kommet med til DM for en slik.

Blandt de gode historier ved DM i Poker sidste år lyste Mogens Weng op. Hobbyspilleren fra Odense havde kvallet sig for sølle $1 og gik hele vejen til finalebordet, hvor han sluttede som otter til 65.000 kroner.

I år har han gjort næsten præcis det samme. Mogens Weng skal på fredag spille årets Danmarksmesterskaber, der koster 16.500 kroner. Men han er med for 16 kroner.

– Jeg så godt, den var i gang inde på Danske Spil, men jeg havde travlt med arbejde og familie, så jeg fik ikke gjort noget ved det i første omgang. Lige pludselig slog det mig så, at hvis man skulle være med, så skulle det til at være nu, fortæller Mogens Weng til Pokernyhederne.

– Og det er så gået helt godt, fortsætter han og uddyber,

– Egentlig havde jeg opgivet det lidt, da jeg havde travlt i ugen op til den sidste (søndagsfinale her i weekenden, red.). Men da vi så nåede lørdag, tænkte jeg, at nu måtte jeg sgu lige give den et skud, så jeg spillede to $3-kvalturneringer, vandt den ene og blev nummer to i den anden.

$1-manden er blevet til $3-manden: - Egentlig havde jeg opgivet det
– Så kom jeg så til $15’eren. Den vandt jeg også.

$1-manden er blevet til $3-manden: - Egentlig havde jeg opgivet det
– Så var det $77’eren. Den vandt jeg også.

$1-manden er blevet til $3-manden: - Egentlig havde jeg opgivet det
– Og lige pludselig skulle jeg med søndag, fortæller fynboen, der gik hele vejen i søndagsfinalen og dermed 1000-doblede sin oprindelige investering på $3.

Læs også: Mogens kan blive danmarksmester for $1

– Jeg vidste ikke engang, hvad det var
Nu skal han så afsted til DM for andet år i træk, og har dermed noget erfaring i bagagen, hvorimod han sidste år var helt grøn.

– Dengang havde jeg kun prøvet nogle af Danske Spils mindre live-tours, hvor man var 20 mand, der kvalificerede sig ind til Casino Odense. Dem prøvede jeg så og det gik ikke særlig godt overhovedet, siger han og bryder ud i et grin.

– Ellers havde jeg ikke prøvet andet live, da jeg så lige pludselig vandt DM-kvalifikationen sidste år. Jeg vidste ikke engang, hvad det var dengang, men det fik jeg så at vide af en fra Danske Spil. Så jeg prøvede at spille den og det gik jo over al forventning, siger han videre.

Selvom det utrolige scenarie udspillede sig sidste år, bevarer Weng fødderne på jorden frem mod en mulig gentagelse.

– Sidste år var meget uvirkeligt og i år, jamen altså, jeg har jo bare drømt om at skulle derover igen for at opleve hele stemningen, fortæller han og tilføjer med et stort smil i stemmen,

– Min kone har en forventning om, at jeg når i pengene.

– Det jeg glæder mig mest til, er at komme over og hilse på dem, man snakkede med sidste år og snuse det hele ind. Jeg har ingen forventninger overhovedet, men målet må være at komme videre til dag 2 og se, hvad det bringer, slutter den nu dobbelte DM-kvalifikant.

DM i Poker på Casino Copenhagen starter som nævnt på fredag og spilles weekenden over. Buy-in er på 15.000 kroner plus 1500 kroner i gebyr.